R for Retro

D. 30. januar 2014 
Flyttedag
Jeg har flyttet mine blomsterskriverier til blomsterbloggen.dk  jeg håber vi mødes der :-)

Roser og druer

I min svigermors have vokser de smukkeste roser der findes - nemlig den dybrøde "Ingrid Bergman". Jeg er så heldig at jeg ofte får roser derfra: og de er så skønne i sig selv, at de ikke behøver en masse stafage. 
I min svigerfars drivhus vokser der druer, som med deres dybe bordeaux farve matcher roserne på bedste vis.



Det skal du bruge:
et højt GLAS
en smuk ROSE
nogle røde DRUER
evt. et REAGENSGLAS



Det bedste resultat bliver hvis du kan få plads til et reagensglas som kan skjules mellem druerne. 
Alternativt må du blot fylde vand i glasset.

Dette er en rigtig fin ide til en værtindegave. Du kan f.eks. købe smukke gamle glas, når du ser dem billigt i en genbrugsbutik. Så er det altid muligt at frembringe en lille gave.



Bemærk:
Holdbarheden er meget kort! Særligt hvis der hældes vand over druerne. 

Flaskepynt

Dengang jeg var i lærer som blomsterdekoratør, havde vi ind i mellem opgaver, hvor vi skulle pynte vinflasker der skulle bruges til representationsgaver.
Denne ranke bruger jeg nogle gange, når det er en flaske der er værtindegaven. Der skal ikke mange materialer til, så du kan næsten altid finde noget i naturen eller i haven.


Alle små blomster kan bruges. Her har jeg valgt blomster fra forskellige krydderurter.

Du skal bruge:
et stykke blødt og kraftigt STÅLTRÅD (f.eks. elefanttråd, kobbertråd, eller to 0,9 tråde som du taper sammen)
et lille stykke BLOMSTERTAPE
lidt  METALTRÅD
ca. 3 forskellige BLOMSTER (3-5 af hver)

Sæt (helst) blomsterne i vand nogle timer før du går i gang.





Tape den kraftige tråd først, og gør derefter den tynde tråd fast i den ene ende. Det giver en sjov effekt hvis du starter med en lang stilk - her er det fra en mynte. Derefter binder jeg de korte blomster tæt sammen efter hindanden. Helt ligesom når du binder en krans. 
Denne ranke har jeg sluttet af med et par stilke purløg. Klip tråden over og gør den fast på bagsiden. 
Sno forsigtigt ranken omkring flasken.



Tip:     
Ranken holder bedst
hvis du sprayer
den med vand,
og ligger den
i en plastikpose
i køleskabet.
Sæt den så på flaske 
når du skal ud af døren.




Grund-buketten


En helt almindelig klassisk buket. Her er den lavet af blomster fra sommerhaven. Det er mest teknikken der er fokus på i denne buket - men først lige et par få ord om sammensætningen af materialerne:


For at få en buket der ikke ser for rodet ud, er det en god tommelfingerregel at dele dine materialer op i tre kategorier:
Blomster - gerne med en rund, åben form: Roser, sibiriske valmuer, gerbera, zenia...
Grønt: Bregneblade, sct. hans urt, buksbom
Andet: Frøkapsler, Skærmplanter (feks. brudeslør), "ikke blomstrende planter" som feks. mandstro


Endnu en tommelfingerregel:

Så mange blomster skal du bruge: 7/5/3
Et eksempel:
7 Zenia
5 Valmue frøkapsler
3 Grene brudeslør

Det grønne tæller ikke med i udgangspunktet. Men i de materialer som jeg har haft til rådighed her: buketroser, sct. hansurt og frøkapsler fra en akeleje, tæller urten med.

Det er jo ikke sikkert du lige har 7 blomster til rådighed, men 7/5/3 er et godt udgangspunkt hvis du er ny i buketbinderiet.

Brug altid et ulige antal blomster. På den måde undgår du at buketten bliver firkantet. Så skal du lave en mindre buket kan fordelingen være 5/3/3 eller 3/3/3 som det mindste - for denne type buket. 


Du skal starte med at fjerne alle blade og blomster  som kommer til at være i eller under bindingspunktet (der hvor du binder buketten sammen til sidst)
Regn med at 1/3 del af stilken er under bindingspunketet og 2/3 over.
Læg alle materialerne i bunker, og klip et stykke bast af inden du går igang med at binde.
Hvis du ligger alle stilke samme vej undgår du at nogle stilke knækker når der bindes. Prøv at se videoen, hvor jeg viser hvordan du gør:


Vikl basten flere gange rundt lige oppe over din hånd og stram (nænsomt) til. Læg buketten ned og bind tre knuder. Slut med at give alle stilke et skråt snit før du sætter buketten i vand.

Rose med blonde


Her er der et alternativ til den klassiske rose som konfirmanderne får - eller i dette tilfælde konfirmandinden. Buketholderen er slet ikke svær at lave, men resultatet bliver rigtig sødt. Og så er det jo ekstra fint hvis det er et familiemedlem der har lavet "blonderne".
Her er de nu fundet i en genbrugsbutik hvor de er meget billige at erhverve sig.

Det skal du bruge:
tre stykker ELEFANTTRÅD
noget  BLOMSTERTAPE
to MELLEMLÆGSSERVIETTER
lidt VLISELINE
noget PYNTEBÅND
en ROSE
lim - helst TEXTILLIM





Du starter med at lave et lille stativ af noget tapet elefanttråd. Lav først en ring, og tape derefter to "ben" på som samles på midten og bukkes. Sæt derefter tape omkring.
De to mellemlægsservietter stryges på bagsiden med vliseline. Læg dem derefter på hver sin side af stativet og lim dem sammen. Klip et hul i midten. Lad holderen stå på hovedet og tørrer nogle timer.






Fjern nu alle blade og torne på rosens stilk. Lav et skråsnit i den længde som du ønsker. Sæt rosen på plads i holderen.

Nu skal der tilføres noget vand til rosen og det kan gøres på to måder:
Den usynlige: Sæt et lille stykke vådt vat fast på skråsnittet og tape det godt til. Dette er den mest elegante løsning, men du skal ikke satse på at  rosen holder sig super frisk i mere end nogle timer. Men hvis konfirmanden skal holde denne enkeltblomstbuket i kirken og fotograferes med den, vil jeg vælge denne løsning.




Den sikre: Fyld vand i et rosenrør, sæt det fast på rosen og sæt tape på stilken og på røret. På denne måde har rosen fin mulighed for at suge vand. Det er bare vigtigt at rosen hele tiden holdes den rigtig vej - ellers risikere du at vandet hældes ud. 




Nu skal den sidste finish laves. Klip ca. 4 cm. bånd af og tape det fast så det dækker stilkens spids. Sno derefter båndet stramt fast hele vejen op af stilken. Slut lige under "blonden" og tape båndet fast. 



Du kan evt. binde en sløjfe omkring for at dække tapen. 








KRYDRET RANUNKEL


Jeg er selv blevet rigtig glad for denne dekoration.Den er let og svævende i udtrykket og krydderiernes farver spiller godt sammen.


Det skal du bruge:
Tre forskellige slags hele krydderier. Her er brugt: Stjerne Anis, sort peber og black eye peas.
2-3 stk. elefanttråd
blomstertape
en Limpistol
Lidt metalttråd
en Skål 
en Ranukel



Først skal du tape elefanttrådene og lave tre ringe i forsekellige størrelser. Start med den størst som skal være en anelse mindre end skålens diameter. De næste to ringe skal være ca. en cm. mindre end den foregående. Brug blomstertape til at lukke ringen.


På den ene krans limer du bønner og på den anden peber. Læg dem i hver sin bunke. Læg lim på et par centimeter af kransen og dyp limen i bønnerne. Lad det tørre et øjeblik, lim et par centimeter til, dyp osv. Lad kransen tørre mens du gør det samme ved peberkornene. Mens den lille krans så tørre limer lukker du evt. huller på bønnekransen ved at lime bønner på der hvor man kan se lim eller blomstertape.


På den største krans limes stjerne anis på enkelvis. Vær omhyggelig med at placere dem så kransen bliver dækket så godt som muligt. 
Det giver lidt ekstra dynamik i kransen hvis du også bruger bagsiden på nogle af stjernerne.


 Lav et lille "net" af ståltråden. Det behøver ikke være særlig smukt eller fint masket. Læg det over skålen og hæld lidt vand i bunden.


Dekorationen samles ved at lægge krydderikransene på først. Start med den største og arbejd dig ind mod midten. Slut med at placere blomsten i midten.









KARSE I GLAS OG RAMME

Når vi skal have gæster er der sjældent overskud og tid til at lave en blomster- dekoration til bordet. Men jeg vil jo gerne have noget bordpynt, så løsningen bliver ofte at bruge det jeg har og arrangere det i en gruppe f.eks. for bordenden. Her er det lidt karse, et tulipan løg, nogle tete á tete og vinglas i forskellige størrelser, der er blevet forvandlet til en forårsdekoration. 


Det skal du bruge:
  • nogle glas i forskellige højder. Her 2 hvidvins glas, 3 dessertvinglas og et askebæger
  • et tulipanløg. Det kunne også være et lille almindeligt løg
  • tre tete á tete
  • lidt karse - sået på vat
  • en bakke
  • to stykker ståltråd
  • lidt neonfarvet bånd
  • to Knappenåle til at gøre båndet fast med


Klip eller riv et stykke karse af, så det passer med et lille glas. Pil så meget vat af som muligt og placér det på hovedet i et lille glas.
Tilpas også et stykke karse til det lille askebæger.
Sæt tulipanløget i et lille glas med spiren nedad.


Ryst jorden af tete á tete-løgene og skyl rødderne så godt som muligt. Træk ståltråden igennem det ene løg, så der er fire "ender". De gøres fast om glasset. Husk at hælde lidt vand i bunden af glasset, som rødderne lige kan nå.
Den anden tete á tete sættes ned i bunden af sit glas. Husk at se om der er højdeforskel på planterne før du går igang. Den højeste skal være nr. 1. Den 3. løgplante lægges så løget hviler på det sidste lille glas. Hvis den skal blive hvor den er, kan du sætte et stykke ståltråd over stængelen og ned i tulipanløget.
Til sidst gøres båndet fast omkring ståltråden på det ene høje glas og et stykke om den lave karse.




Placér det hele på en bakke og arrangementet er klart til at pynte forårsbordet.


Roser og nips

Dette er en helt klassisk dekoration med så få blomster som man næsten kan bruge. Resultatet bliver bedst hvis du vælger roser, nips og fad der matcher - gerne i samme farve eller som her med en kontrast: Det sorte underlag.



Det skal du bruge:
Et fladt,aflangt underlag (en lille kant er dog en fordel). 
En nipsgenstand - her min smukke citruspresser - brug hvad du har fra gemmerne.
Et lille stykke oasis
3 roser
Lidt grønne blad - her fra min trofaste geranium.







Du skal ligge oasis blød i god tid - gerne en time eller to før du skal igang (det hjælper ikke at presse den under vandet.)
Sæt den våde oasis på den højre side af fadet. Skær roserne i tre længder og sæt dem fast. Sæt de grønne blade mellem roserne og dæk oasisen godt. Placer til sidst din pynteting på venstre side af faddet. 








Elegance i glas

En elegant dekoration som egner sig godt til en fest hvor der skal være lidt på bordene uden at det bliver for meget.

Det skal du bruge:

Et vinglas
Lidt oasis - som har trukket vand
Stort begeniablad
3 høje blomster. Fek.s. fredløs, lupin, ridderspore.




Begeniabladet skæres til og lægges i glasset. Derefter puttes oasisen ned i bladet. På denne måde er oaisen skjult. Blomsterne skæres skråt af i den ønskede længde og placeres i oaisen.



Det giver en god effekt hvis blomsterne har forskellige højder.

Jeg har brugt poladroid.net til at lave polaroideffekten på nogle af billederne på denne side.